Fakta om ensomhed

Hvad er ensomhed?

Ensomhed er en følelse, der kan opstå, når ens sociale relationer ikke opfylder de behov man har.

Det er forskelligt, hvornår mennesker oplever ensomhed. Nogle kan føle sig ensomme uden at være alene – og man kan være alene uden at føle sig ensom. Nogle har brug for få nære relationer andre en stor omgangskreds.

At være ensom i en kort periode er helt normalt. Men at være langvarigt ensom er alvorligt og kan have konsekvenser.

Tal om ensomhed

I Danmark føler 598.000 voksne sig svært ensomme og 20.000 børn i alderen 11-15 år² føler sig ofte eller meget ofte alene.

Alle kan blive ramt af ensomhed. Der er dog situationer, hvor risikoen for ensomhed er større. For eksempel i livets overgange. Det kan være når man skifter skole, job eller flytter. Det kan også være hvis man selv eller en nær person oplever sygdom.

Hvad er konsekvenserne?

Når ensomhed bliver langvarig, kan den medføre alvorlige mistrivsel. Det kan medføre både dårlig søvn og hovedpine og øge risikoen for hjertesygdomme og psykisk sygdom-

Det kan altså have konsekvenser for det menneske, som oplever ensomhed. Samtidigt har den udbredte ensomhed konsekvenser for samfundet.

Sundhedsstyrelsen har regnet sig frem til at, der årligt er 400.000 kontakter til egen læge, der delvist eller udelukkende skyldes ensomhed. Årligt koster ensomhed samfundet over 8 mia. kr. i pleje, behandling og tabt produktion (Sundhedsstyrelsen).

Ensomhed kan se meget forskelligt ud

Citaterne her er fra børn, unge og voksne. Nogle har familier, andre lever på gaden. Det viser, at alle kan blive ramt af ensomhed – uanset hvem eller hvor man er.

“Det var svært for mig. Jeg stod helt uden familie og venner. Kendte ikke nogen her, og uden sproget kunne jeg ikke komme til at tale med nogen”

Ali, flygtning fra Syrien

“Ensomheden startede for mig allerede i folkeskolen, hvor jeg blev udsat for mobning. Jeg havde aldrig haft en tæt relation før i 10. klasse, hvor jeg mødte min allerbedste kammerat. Det var en utrolig dejlig følelse, endelig at have en ven

Mads, deltager i Ventilen

“Mine piger ser ikke nogen privat. Der er forskellige årsager til det. Den lille har Aspergers og den store, hun fungerer godt i skolen, men hun er så sygemeldt [med en psykisk lidelse]. Personligt har jeg haft et forhold, hvor vi ikke har haft nogle venner. Jeg sidder tilbage uden venner. Så jeg ser ikke nogen mennesker. Derfor synes jeg også det er fedt bare at have fire timer på arbejde fire gange om ugen, – så ser du da nogle mennesker (…). Når man ikke har den store omgangskreds, så sidder man bare hjemme. Men det er heller ikke sjovt. Men hvor skal jeg gå hen? Jeg kunne gå ned på den lokale bodega, men jeg gider ikke møde mennesker dernede, det er ikke noget for mig. Jeg er selv opvokset med en far, der var alkoholiker”

Far til to, Røde Kors

Jeg gik på specialskole, hvor der ikke blev taget hensyn til den lydoverfølsomhed, jeg har. De troede ikke på mig. Så jeg følte mig meget udenfor og var ked af det. Da jeg startede i job hos TV Glad følte jeg, der blev taget hensyn, og jeg blev hørt. Mine kollegaer er det bedste, jeg har fået i mit liv. Det er fantastisk at være del af et fællesskab, og jeg er mere smilende og glad, end jeg har været før. Mine kollegaer hjælper mig rigtig meget, hvis jeg har en dårlig dag – og hvis de har en dårlig dag, så hjælper jeg dem med et kram.

Diana, medarbejder på TVGlad

“Alle kender mig som en glad pige. En der altid smiler og er i godt humør. Sandheden er at jeg ofte græder mig selv i søvn. Jeg har masser af venner, men alligevel føler jeg mig så uendelig alene. Alle tror at jeg lever et perfekt liv og jeg er så lykkelig og har så meget overskud. Jeg har det forfærdeligt.”

Pige, 15 år. Børnetelefonen

“Han prøvede at komme imellem mig og alle de fællesskaber, jeg var del af.” “Det hjalp mig at være omgivet af mennesker, der troede på mig. Og turde lytte og give mig et kærligt spark bagi engang imellem. Selvom jeg har været udsat for nogle grimme ting, har jeg også været meget heldig. For hvis jeg ikke havde haft de her mennesker omkring mig, så havde jeg aldrig været dér, hvor jeg er i dag”

Kvinde udsat for partnervold, deltager i Røde Kors’ netværk for kvinder fra krisecentre

“Når man ikke har andet, så slår ensomheden altså hårdt, ikke.”

Steen, hjemløs. Magasinet Hjemløs, 2022. Weshelter

Hvad kan vi gøre?

Heldigvis kan ensomhed forebygges og bekæmpes.

I Det nationale Partnerskab mod Ensomhed samarbejder mere end 130 organisationer, fonde, virksomheder og myndigheder om at færre skal opleve at føle sig ensomme. Sagt på en anden måde arbejder vi for et samfund, der fremmer inkluderende fællesskaber og gode relationer mellem mennesker.

Samtidig kan vi også hver især gøre noget for at bekæmpe ensomhed.

Føler du dig selv ensom, kan du starte med at sige det højt – gerne til en anden. Det kræver mod at åbne op! Men problemer er nemmere at løse sammen med andre.

Vil du hjælpe andre med ensomhed, så begynd allerede i dag at tale om de ting, du nu ved.

Gør også en indsats for at se de mennesker, der er omkring dig, så de ikke føler sig usynlige. Åbn dine fællesskaber for andre ved at invitere en kollega med til frokost eller at byde naboen på kaffe. Du kan også blive frivillig i de mange tilbud, du bl.a. kan finde her på siden.

Kilde: Folkebevægelsen Mod Ensomhed. www.modensomhed.dk